fbpx

SaleMate – The New Smart Retail Management Platform

8. februar 2022: Vækst og internationalisering er målet for danskejede WaveCrest, der netop er fusioneret med finske Harva Marketing. Dermed bliver det nye selskab et af Nordens største kommunikationsbureauer med speciale i retail marketing. Men rejsen stopper ikke her, fortæller WaveCrests adm. direktør Sune Nielsen.

”Med tilførslen af Harva Marketing til WaveCrest-gruppen står vi endnu stærkere i det nordiske marked. Vi har fået 25 nye medarbejdere på BackOffice og over 300 i marken, ligesom vores klientbase er forøget med 60 nye brands. Det er ret markant og giver os selvfølgelig nogle helt nye muligheder”, siger han.

”Fusionen med Harva er det seneste skridt i WaveCrests internationaliseringsstrategi. På den korte bane er målet at være en dominerende aktør på det nordiske marked. Det er dog ikke planen at stoppe her. Gennem yderligere fusioner og opkøb i Europa er vores ambition at vokse os til at blive blandt Europas største bureauer inden for de kommende fire år. Vi mener, at skala bliver afgørende i fremtiden, og strategien skal give os størrelsen og styrken til at kunne tilføre de rigtige ressourcer til alle typer af projekter,” tilføjer Sune Nielsen.

Han peger desuden på, at WaveCrest efter fusionen i højere grad end tidligere kan imødekomme et stigende behov for at løse opgaver på tværs af landegrænser i Norden. Samt at virksomheden nu står endnu stærkere på områder som digital kommunikation, events og kreative services. Derudover får WaveCrest ganske naturligt en solid tilstedeværelse på det finske marked, der generelt er svært gennemtrængeligt, og hvor Harva Marketing allerede er en af de stærkeste aktører.

Også hos Harva Marketing hersker der glæde over partnerskabet med det danske bureau. Ifølge bestyrelsesformand Tero Ylönen ikke mindst fordi man igennem hele processen har følt sig både ønsket og forstået af Wavecrest.

”Tilbuddet fra WaveCrest var helt fra begyndelsen interessant, fordi vi blev involveret på et meget tidligt tidspunkt, faktisk lige efter virksomhedens første fusion i Danmark i 2020. Vi følte os oprigtigt ønsket som partner, også for de af vores kompetencer, som ikke er relateret til retail. Havde der kun været tale om et rent opkøb, havde det formentlig ikke været aktuelt for os,” siger Tero Ylönen. 

Efter fusionen betjener Wavecrest i alt knap 100 kunder i Norden og har flere end 500 ansatte. Alle ansatte beholder deres jobs og får nye muligheder for at arbejde internationalt.

Om WaveCrest
WaveCrest blev etableret i 2020 via en fusion mellem Danmarks to største kommunikationsbureauer med speciale i retail marketing, Brandiators og Gorm Larsen Nordic. Virksomheden er inddelt i fire forretningsområder; Platform IO (understøtter alle former for e-handel), Shopper Marketing (analyse af slutkunden og dennes behov), Experimental (kreative kampagner) og Design & Production (udvikling af fysiske butikker).

Om Harva Marketing
Harva Marketing blev etableret i 2016 via en fusion mellem tre finske marketingbureauer. Ideen er at tilbyde en meget bred palet af løsninger under samme tag. Virksomheden tilbyder ydelser inden for blandt andet digital marketing, event marketing og sales promotion.

For yderligere information, kontakt direktør i Wavecrest, Sune Nielsen på 2535 7058.

Interested in joining us?

Want to talk about projects?